Der findes mange former for læsere, og de findes blandt andet på YouTube. Siden 2015 har Josefine filmet videoer af sig selv, hvor hun fortæller om sine seneste læseoplevelse, fremviser sine bogindkøb og besvarer forskellige bogtags. Her kan du læse om hvordan hun blev booktuber.

»Jeg har haft min kanal i mange år, men begyndte først at uploade videoer på den, den 13. februar 2015« fortæller Josefine og fortsætter: »Jeg prøvede at lave et par kanaler, der handlede om mange forskellige ting, men ingen af dem slog rigtig igennem. Jeg tror at grunden til, de ikke slog igennem var, at der ikke var nogen tanke bag det – intet budskab – hvor nu, der ved jeg hvad jeg vil, og der er ligesom et “tema” på min kanal, som folk kan relatere til.« Josefine har altid godt kunne lide at læse, og på grund af de mange unge mennesker, som bruger tid på YouTube, var det oplagt for hende at dele sine læseoplevelser der.

Da vi spørger hende, hvor meget arbejde hun ligger i at filme og redigere videoer, svarer hun: »Jeg ved faktisk ikke, hvor mange der er klar over, hvor meget arbejde der ligger i hver eneste video, og det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men i mit tilfælde bruger jeg alt mellem 12-40 minutter på at filme en video (alt efter hvilken slags video det er). Redigeringen kan godt tage op til 2 timer. Her kommer det igen an på hvor meget jeg gør ud af det, og hvor mange fejl jeg har lavet under optagelserne.« Derudover bruger hun selv meget tid på at se andres videoer, hvorfra hun også får inspiration.

Livet som booktuber har også sat sine spor på hendes læsevaner. »Jeg får rigtig meget inspiration fra hvad andre læser. Mange bøger på min bogreol er nogle jeg har fundet igennem booktube, og flere gange har jeg virkelig elsket dem lige så meget som dem, der i første omgang “anbefalede” mig den online.« Hun nævner tre booktubere, som hun synes er værd at følge: »Jeg elsker personligt readbyzoe som er en amerikansk booktuber. Hun er meget rolig og nede på jorden, og så læser hun meget de samme genrer som mig. Clockwork Reader er også en, jeg ser rigtig mange videoer fra. Hun kan godt lide lidt alternative bøger, som måske ikke er de bøger jeg selv ville vælge. RikkeReads er en af de første danske booktubere, jeg fandt, da jeg startede ud. Dengang lavede hun engelske videoer, men nu er hun gået over til kun at lave danske.«

Josefine fortæller, at det bedste ved de danske booktubere er de venskaber, der opbygges. »Alle er så søde og åbne, og man har altid noget at snakke om: bøger! Jeg har været til et par events/bogmesser, hvor jeg har mødt nogle af de mennesker, jeg har snakket med online, og det er bare den bedste følelse at se dem ansigt til ansigt. Jeg mødte også Kristine fra @readerprocess gennem booktube og idag er vi super tætte veninder: vi har endda en blog sammen.«

Til slut giver hun tre gode råd til dig, der også drømmer om at starte som booktuber:

  1. Brug hvad du har og hvad du kan – det hele behøver ikke at være perfekt, når du starter en kanal. Film på din telefon/tablet, redigér i iMovie, Moviemaker eller noget helt tredje. Film om dagen og få godt lys gratis fra solen. Der er så mange muligheder for at lave en god video, selvom du måske ikke har noget fancy udstyr.
  2. Varier dit output og vær kreativ – der er ikke noget ved at se tre booktags i træk, så varier det du lægger ud, så der måske er 3-4 videoer imellem hvert booktag. Husk at være kreativ, og lav det du godt kan lide at se på Youtube – der er masser af folk derude med samme smag som dig.
  3. Vær dig selv – alle elsker en god personlighed, så vis din frem i dine videoer. I starten var jeg utrolig indelukket når jeg filmede, men med tiden åbnede jeg mere op, jo mere jeg blev vant til kameraet. Så jo flere videoer du laver og jo mere du prøver, jo bedre bliver resultatet også.
  4. Vær tålmodig – du får ikke 1.000 følgere på en dag, men hvis du bare bliver ved at lægge op, så skal der nok være nogle der finder dig, og værdsætter dine videoer.