Teri Terry er dronningen af  YA-suspense, og hun er tilbage med en ny og gribende roman om overlevelse og forvandling, ondskab og kærlighed. NEDTÆLLING er første bind i trilogien Mørkt stof.

Bogen handler om Callie, der er forsvundet. Hendes storebror Kai er ved at miste håbet om nogensinde at se hende igen. Men så møder han Shay, som så Callie den dag, hun forsvandt, og pludselig er der igen håb. Men under deres søgen efter Callie udbryder der en frygtelig epidemi, og mens alle andre flygter, er Kai og Shay nødt til trodse faren for at finde frem til sandheden om Callie.

PROLOG

XANDER
DESERTRON, TEXAS
1993

Iiiuuuu … Iiiuuuu … Iiiuuuu …
Alarmen giver genlyd i mit hoved. Skinger og insisterende. Jeg tumler ud af sengen. Kan det her virkelig passe? Det er svært at tænke det utænkelige. Sikkerhedsanordningerne er slået fejl. Det her sker faktisk.
Vi løber.
Henri råber ordrer. Lena og jeg gør vores bedste for at adlyde. Mine hænder ryster om instrumenterne. Frygt og adrenalin strømmer gennem kroppen, men vi er næsten færdige med den manuelle nedlukning nu. Det skal nok gå. Vi skal nok …
BANG
Lydbølger slår os omkuld. Intens kulde. Metalstykker og det, der er værre, flyver imod os.
Det, der er meget, meget værre.
Det slipper ud.
Det finder os.
Det gør ondt.
ONDT.
ONDT.
Skrig smelter sammen og bliver til et – Lenas, Henris og mit. Vi synger sammen i en perfekt smerteharmoni.
Men så forstummer min stemme og efterlader en duet af lidelse.
Celler, væv og organer ødelægges indefra og ud. En kædereaktion flår dem fra hinanden. Da alt lakker mod enden, viser et øjebliks klarhed, hvad fremtiden kunne have bragt, før Henri og Lena – venner, kolleger, fremragende forskere – forsvinder. Lena, min Lena. Død.
Jeg overlever. De er væk, men jeg vil aldrig glemme deres sidste øjeblikke.
Ingen opdager, hvordan jeg har forandret mig – hvad jeg har mistet, og hvad jeg har fået i stedet. Lige dele velsignelse og forbandelse.
Mine nye sanser opfatter lyde og farver som bølger. De strømmer frem fra alt – ting og levende skabninger, mennesker. Især mennesker.
Hver eneste mand, kvinde og barn udsender deres eget unikke mønster, uden at de ved det – det er mere individuelt end fingeraftryk, mere afslørende end tanker og handlinger. Det er, som om jeg kan se selve deres sjæl. Jeg kalder det deres vox – en stemme, som de ikke ved, de har.
Men jeg ved det. Og med viden kommer magt.
Og jeg vil have mere. Altid mere.
Jeg vil vide alt.
Først skete ulykken, så tog planen form …

 

NUTIDEN
DEL 1
STREJFEREN

Det er ikke Schrödingers kats tilstand, der er paradokset, tænkte han. Hvis vi lægger den begrænsede verden, som vi kan se med vores øjne, bag os – og accepterer det uendelige – kan katten leve og dø på samme tid.
Xander, Multivers Manifestet

1

Forsøgsperson 369X
Shetland-instituttet, Skotland
Nedtælling: 32 timer

 

De siger, jeg er syg og skal helbredes. Men jeg føler mig ikke syg. Ikke længere.
De har blanke beskyttelsesdragter på, som dækker alt fra skoene til papirhattene om deres hår, og de ser sære og fremmedartede ud – mere som rumvæsner end mennesker. Hænder i kraftige handsker rækker ud efter mig gennem huller i den gennemsigtige væg, skubber mig ned i kørestolen og spænder remmene, der skal holde mig fast.
Ligesom mig har de maske på, men deres skal sikre, at luften udefra ikke slipper ind, hvis nu det, de frygter, trænger igennem væggen, handskerne og dragten. De kan tale sammen via en samtaletingest i masken, og de tror, de bestemmer, hvad jeg skal høre, ved at trykke på en knap. Men det er ligegyldigt. Jeg kan høre rigeligt. Mere end jeg har lyst til.
Min maske er anderledes end deres. Den lammer min tunge. Den lader mig trække vejret, men gør mig stum – som om mine ord er farlige.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hertil eller hvorfra. Men der er visse ting, jeg ved. For eksempel at jeg hedder Callie og er tolv år gammel, og at de er forskere, der leder efter svar, som jeg måske kan give dem. Når det hele har været rigtig slemt, har jeg klynget mig til mit navn og tænkt Callie igen og igen inde i hovedet. Som om alt det, jeg har glemt, ikke betyder noget, så længe jeg kan huske mit navn – det betyder ikke lige så meget i hvert fald. Hvis jeg har et navn, findes jeg. Og jeg er mig. Selv om de ikke bruger det.
Jeg ved også en anden ting, og det er, at jeg skal helbredes i dag.
Min kørestol og jeg befinder os midt i en gigantisk, forseglet boble. En dør går op. Dr. 6 kommer ind og skubber min indhyllede stol gennem døråbningen, mens Sygeplejerske 11 og Dr. 1 går ved siden af.
De andre virker benovede over, at Dr. 1 er der. Hans stemme er som fløjl, som varm chokolade med flødeskum og juleaften på en gang, og de skynder sig at gøre, som han siger. Han har ligesom mig kun et nummer. De andre har navne, men jeg nummererer dem. De kalder mig Forsøgsperson 369X, så det er kun rimeligt, at jeg gør det samme med dem.
Jeg kan godt gå. Det ville jeg fortælle dem, hvis jeg kunne sige noget, men jeg bliver kørt ned ad en gang. Sygeplejerske 11 virker oprevet, hun vender om og går tilbage samme vej, som vi kom.
Så standser vi. Dr. 1 trykker på en knap på væggen, og en metaldør glider op. Dr. 6 skubber mig ind, og de følger selv efter. Døren lukker i bag os. Så går endnu en dør op og derefter endnu en, indtil de omsider kører mig ind i et mørkt rum. De vender sig og går ud gennem den sidste dør. Den lukker sig med et svuush bag dem, så jeg sidder alene tilbage i mørket.
Kort efter begynder den ene væg at gløde. Ganske svagt i starten, men så mere og mere, og jeg kan ane det lille, firkantede rum omkring mig. Det er tomt. Uden vinduer. Bortset fra den glødende væg er det intetsigende. Der er ingen medicin. Ingen læger, nåle eller skalpeller, og det er jeg glad for.
Men så begynder helbredelsen.
Jeg ville skrige, hvis jeg kunne.
Callie, Callie, Callie, Callie …